Bananis

Bananis! En af de vigtigste retter i det veganske køkken, hvis du altså spørger mig! Jeg ELSKER at spise bananis til morgenmad. frokost og som en sund og mættende snack. Den 6-årige herhjemme ville også spise det til aftensmad hver dag, hvis hendes forældre gik med til det!

Det kræver ikke særligt meget at lave bananis, men jeg vil alligevel dele en slags opskrift med dig baseret på det jeg har lært i mine 9 år som bananislaver!

Opskrift på bananis til 1 person: (stor portion, der er tilpas til frokost men nok for stor, hvis det kun er som en snack!)

Du skal bruge:

  • 3 store modne bananer. Bananerne skal helst være så modne som muligt og helst med brune pletter, for så smager isen bare det bedre.
  • Foodprocessor eller blender
  • 30 gram vegansk chokolade (reklamelink)
  • 3-4 spsk. peanutbutter (reklamelink)

Sådan gør du:

  • Skær bananerne ud i skiver og læg dem i en bøtte eller i en pose. Bananerne skal fryses nogle timer før, du skal lave isen. Jeg synes, at det er nemmest og giver det bedste resultat, hvis de har været i fryseren i 4-5 timer. Hvis de er i fryseren kortere tid, bliver konsistensen på isen ikke helt god og hvis de er i fryseren længere tid, tager det rigtig lang tid at få en god og lækker konsistens.
  • Jeg bruger altid foodprocessor til at lave bananis, fordi jeg synes, at det er lettest. Jeg ved dog, at nogle bruger en blender men så skal der vist lidt væske i for at kunne blende ordentligt. Hvis du har en foodprocessor, så brug den.
  • Hvis bananerne ikke er alt for frosne tager det ikke lang tid at få dem lavet til is. Kør foodprocessoren indtil du synes, at konsistensen er lækkert cremet og luftigt. Jeg plejer at stoppe nogle gange undervejs for at skrabe kanterne så alle bananerne bliver ordentligt blendet.
  • Efter min mening skal der peanutbutter (reklamelink) i en bananis og jeg veksler lidt imellem at putte det i lige til sidst imens jeg blender eller først putte det ovenpå bagefter. Det er lidt en smagssag, så prøv dig frem.
  • Kronen på bananisværket er selvfølgelig hakket chokolade og der plejer jeg som regel at bruge mørk chokolade (reklamelink) eller hvad for en slags anden vegansk chokolade (reklamelink), vi lige har i skabet.
  • Det var det! Nyd din lækre sunde is som morgenmad, snack, frokost eller aftensmad!

En tanke om “Sådan laver du en lækker og sund vegansk bananis!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *